Forfatter

Teologi af en bunke døde fyre

Adam, hvor er du? 1 Mos. 3, 9,
Skrevet af N P Madsen

Det er Aftenskumring Inde i Løngangene i Paradisets Have lister Adam om fra Træ til Træ, urolig og angest. Der er et Øje, der følger ham, det mærker han; der er en Røst, der spørger efter ham, det hører han: "Adam, hvor er du?"

Og som Herren fordum spurgte efter Adam, saaledes gør han den Dag i Dag. "Adam, hvor er du?" Saaledes lyder det bestandig til den Slægt, som bærer Adams Mærke. Saaledes lyder det alle Vegne, hvor Herrens Ord om Synd og Naade faar Lov til at tone i al dets mægtige Enfold. Igennem alt Herrens Ord gaar der bestandig denne spørgende, kaldende Røst, saa at hver den, der hører det, maa bestemme, hvor han er. "Adam, hvor er du?" Saaledes lyder det ogsaa fra Herren ind i mangt et Hjerte under store Begivenheder i Livet, fra den stille Sygeseng, foran den aabne Grav og mange andre Steder. Og hvor er du saa, naar Herren spørger efter dig? Adam var ude i Synden og Djævelskabet, og mangfoldige ere samme Sted. De ere en Gang som han blevne nyskabte af Herren til at være hans hellige Børn i deres Daab; de have en Gang været i Guds Samfund og som han været paa Guds Veje, men de ere komne bort fra Guds Samfund og ud i Synden. Det er slemt for et Menneske at skulle svare paa Herrens Kald. Jeg er midt ude i Verdens Samfund, borte fra Guds Veje, i Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed. Men det er godt at kunne svare: "Her er jeg, Herre. Før var jeg ude i Vantroens og Syndens Bedrag, men nu er jeg i dit eget Samfund, i din egen Haand." Det er godt at være i Herrens egen Haand, naar han kalder paa os.

"Alle de hellige ere i Guds Haand," siger Guds Ord (5 Mos. 33, 3). Men ogsaa paa dem bliver han ved at kalde. Bestandig skulle vi frem for hans Aasyn og bestemme vor Stilling til ham. Og lad os aldrig søge at skjule os, selv om vort Hjerte anklager os efter en Synd eller et Fald eller en Fornægtelse. Lad os komme frem med det for Herren lige saa ringe og forknytte og usle, som vi ere, han er dog meget rund til at forlade. Og Herren spørger fremdeles efter sine hellige. Han peger paa deres Børn, deres Herskab, deres Tvende eller Slægt eller Naboer og spørger: "Hvor er du? Jeg har Brug for dig der." Han peger paa alle sine Gerninger i indre og ydre Mission og spørger igen: "Adam, hvor er du? Arbejder du med mit Folk?" Og det er godt at kunne svare i al vor Skrøbelighed: "Ja, Herre, her er jeg midt i din Gerning."

Herre, giv mig Naade til, at jeg altid maa være paa dine Veje og i din Gerning; og giv Naade til, at jeg en Gang, naar du kalder mig for din Trone, maa kunne svare: "Her er jeg og de, som du har givet mig."

Husandagtsbog, N P Madsen, Den 2 Januar